Kvik links:

Intro video


Sponsorer




 


Frivillig støtte indbetaling

 

Beretning for 2015-16


Af Hans E. Jacobsen

17. april 2016

Det har været et godt år for Hillerød Skakklub.

Vi har oplevet en fin medlemsfremgang over hele linien. Nye stærke spillere, nye juniorer, gode hjemmespillere og breddespillere - mange nye ansigter, det giver god energi i klubben og til bestyrelsen. Hillerød er blandt de 10 største og stærkeste klubber i Danmark.

Martin Percivaldi har scoret to IM-normer, og nærmer sig titlen og 2400 i rating. Martin var også tæt på at rykke op i landsholdsklassen i år og Tim gjorde det igen fint i Kandidatklassen. Lars Schandorff har i foråret vundet en lukket stormesterturnering i Amsterdam.

I holdturneringen havde vi ikke færre end seks hold med og alle klarede sig godt. Bedst gik det for 3. holdet der rykkede en række op. I Skakligaen blev vi nr. 7 og er dermed også med i skakligaen næste sæson.

Organisation

Ole erstattede sidste år Stig som kasserer. Ellers har vi kørt med de samme bestyrelsesmedlemmer og stort set de samme arbejdsopgaver. Der har været et godt og velfungerende samarbejde i bestyrelsen.

Hillerød leverer frivillig arbejdskraft rigtig mange steder. Christopher Pedersen som juniorleder i 8. HK, Peter Svendsen som medlem af Dansk Skak Unions forretningsudvalg, Palle Skov som pressemedarbejder på DSU's hjemmeside og Lars Schandorff er landstræner.

Nordsjællands Skak Union er endelig nedlagt, så den årlige NSU-turneringe videreføres nu under et andet navn i regi af 8. Hovedkreds.

Fra 8.hovedkreds er der ikke så meget at fortælle. Tankerne om samarbejde med de øvrige klubber på Sjælland og København om en revision af hovedkredsstrukturen, der passer bedre til antallet af klubber og medlemmer er tilsyneladende gået i stå.

Resultater

Hillerød Byturnering har i 29 år været den første skakaktivitet efter forårets generalforsamling. Efterhånden er turneringen blevet stor med over 40 deltagere hvert år, og det er kun lige hvad lokalerne kan bære. Men turneringen er blevet et populært tilbud i Nordsjællands skakliv, og vi glæder os over mange gengangere fra år til år.

Peter Birk Petersen blev bymester for første gang og holdt traditionen tro et foredrag og spillede simultan i starten af sæsonen. David Christophersen vandt B1, Orla E. Jørgensen B2, Daniel Larsen B3 og Albert Emil Petersen B4 med maksimum.

Det er en hård turnering at arrangere med mange deltagere. Der er meget der skal stilles op, ryddes væk, købes ind osv. Uden hjælp af deltagerne fra Hillerød Skakklub, vil det være uoverkommeligt. Bestyrelsen håber på hjælp fra medlemmerne - også i 2016 udgaven - jubilæumsudgaven.

Efterhånden er der også ved at opstå tradition for at starte sæsonen med Hillerød Open - 7 runder på 7 tirsdage med mulighed for op til to afbud. I 2015-udgaven vandt Jesper Vej fra Øbro turneringen foran Ib Hother Andersen. Henrik Holm, Rune Eliasen, Ole Rasmussen, Anders H. Pedersen og Jan Pedersen fik alle andel i ratingpræmierne. Micky Christoppersen blev turneringens højdespringer, Peter Langer stod for den største overraskelse og Daniel Larsen vandt skønhedspræmien. 40 deltagere var deltagerrekord.

De to koordinerede turneringer, er ved at blive etableret, som to af de faste og meget søgte turneringsindslag i det nordsjællandske skakliv.

Midt imellem ligger så alle de øvrige aktiviteter, som klubturnering, holdturnering, lynturnering, hurtigturneringer og skakundervisning med stormester Lars Schandorff.

Klubturneringen i år for første gang koordineret. Der var en del nervøsitet omkring, hvordan medlemmerne ville tage imod denne fornyelse. Heldigvis blev det en succes med 32 deltagere, det største antal i mange år. Og mesterklassen blev også pæn stærk - selv om nogle frygtede det modsatte.

A. Gruppen: 1. Christopher Pedersen 2. Ib Hother Andersen 3. Hans E. Jacobsen
B. Gruppen: 1. Frands Lavrsen 2. Bernhard Sørensen 3. Viggo Sørensen
C. Gruppen: 1: Anders H. Petersen 2. Afan Jahic 3. Thue Rabjerg

Lynmesterskab havde 22 deltagere og mange af klubbens stærke spillere deltog. Martin Percivaldi snuppede mesterskabet foran Jens Østergaard.
Årets hurtigturnering før jul blev også vundet af Martin Percivaldi foran Christopher Pedersen. Rigtig mange af klubbens spillere har deltaget i diverse turneringer i ind- og udlandet. Det kommer for vidt at komme ind på alle disse resultater i beretningen, men mange at turneringerne har man heldigvis kunnet følge på hjemmesiden via beretninger fra spillerne selv, eller Facebook hvor mange løbende kommenterer deres resultater.

Holdturnering

Skakligaholdet blev nr. 7 - et rigtig godt resultat. Vi havde frygtet det værste med et hold som Philidor som oprykker til Skakligaen, men et par vigtige sejre midtvejs over Jetsmark og Øbro sikrede overlevelsen med en rimelig klar margen. Hillerød stod igen som arrangør af en velgennemført dobbeltrunde i Frederiksborgcentret. Topscorer blev: Jens Østergaard med 5 af 9.

Mesterrækkeholdet scorede hele 39 point og blev alligevel kun nr.3! Der vat tæt kamp hele vejen igennem mod Allerød og Roskilde. Topscorer blev holdleder Lars Nilsson med 6 af 7.

3. holdet i B-rækken var helt suveræn og vandt B-rækken med 45½ point. Ole Rasmussen og Carsten Pedersen scorede 7 af 7 - helt udsædvanligt med to spillerne med maksimum på samme hold.

Som et forsøg tilmeldte vi i år 3 hold i C-rækken. Bestyrelsen forsøgte at sammensætte de tre hold nogenlunde lige stærke, så de også kunne konkurrere med hinanden.

Benny Nielsen, Anders H. Petersen og Daniel Lang blev alle topscorere med 3 point på Hillerød 4. Micky Christophersen blev topscorer på Hillerød 5 med 3,5 point.
Rasmus Rabjerg blev topscorer på Hillerød 6 med 4 point.

Juniorafdelingen

Juniorafdelingen har ligget ret stabilt med 10-12 unge medlemmer hele året. Lidt frafald - desværre også fra de lidt ældre og erfarne juniorer, og lidt tilgang af nye og spirende talenter. Også det sidste år har vi haft en travl sæson med forskellige turneringer hos os selv, foruden deltagelse i holdskak i Ballerup/Køge og amtsmesterskabet, hvor Afan og Marius kvalificerede sig til DM ved Svendborg. En god oplevelse men desværre ikke nogle storsejre.

Dejligt er det til gengæld at opleve, når der bliver skabt bro til hovedafdelingen og Micki og Afan har mod til at prøve kræfter med rigtig klubskak og lange partier; og så se, at de faktisk kan bide skeer med de voksne.De bedste juniorer er nu også begyndt at deltage i aktiviteter blandt de 'voksne' og de kan jo sagtens være med.

Kommunikation

Klubbladet er endegyldig fortid og fremtiden er klubbens hjemmeside, facebookside og facebookgruppe. Christopher har derudover åbnet sin egen skakblog, som er interessant læsning og også for indeholder en del relevant hillerødstof.

Hjemmesiden har fortsat et stigende besøgstal - i 2015 37.700 besøg - en lille stigning. Klubbens facebookside er også en vigtig kommunikationskanal og i gruppen 'Hillerød Skakklub' er der livlig trafik af opslag og kommentarer.

Hjemmesiden trænger til en kraftig overhaling og opgradering, men det kniber med overskuddet til at gøre noget ved det. Derfor efterlyser bestyrelsen frivillige med interesse for IT til at indgå i et udviklingsarbejde med hjemmeside, facebookside og lignende.

Skakundervisning

I år har kun været et undervisningsforløb med Lars Schandorff og en træningssamling for skakligaholdet -det er færre end planlagt, men der har ikke været plads i kalenderen. Vi har fortsat haft undervisning fra 19.30 til 20.00 på normale klubaftener hele foråret. Der er blevet gennemgået en række åbninger, som forhåbentlig mange har haft glæde af.

Fremtid

Det går godt for Hillerød Skakklub. Vi klarer os godt på mange områder, men klubben står også overfor udfordringer.

En stor og aktiv klub baseret på frivillig arbejdskraft kræver hele tiden, at nye kræfter byder sig til for langsomt at afløse de gamle. Sidste sæson var det kassererposten der skulle besættes, og nu skal vi have fundet en ny leder af juniorafdelingen til næste sæson. Laurids har bestridt jobbet i en række år og ønsker nu er pause. Det er helt fortjent - Laurids har udført et fremragende arbejde - og vi skal have fundet en ny gennemgående figur, der sammen med andre frivillige juniorledere kan køre afdelingen videre.

Klubbens succes på skakliganiveau tærer på økonomien. Men vi vil gerne være med i Skakligaen, og vi kunne også godt ønske os at være med endnu længere fremme - være lidt mere ambitiøse. Vi har i bestyrelsen haft fokus på, hvordan vi kan skaffe flere indtægter og/eller spare på udgifterne, så klubbens økonomi ikke blive udhulet alt for hurtigt. Vi har mistet Nordea som sponsor og har ikke formået at finde en ny. Også her efterlyser klubben medlemmer med gode forbindelser eller kendskab til fundraising.

Vores lokaler er rigtig gode og vi har et godt samarbejde med Frivilligcentret, når vi skal bruge ekstra lokaler. Men det slider, at skulle stille borde og stole op hver klubaften og ikke mindst pakke det hele sammen igen omkring midnat.